Glashåndværk siden 1742

Glasfabrikken i Kosta har kendetegnet Sverige og Småland siden 1700-tallet. Møllen har gennem århundreder spillet en vigtig rolle både kunstnerisk og industrielt. Forretningen har naturligvis også været påvirket af samfundsudviklingen, Kosta har været nede flere gange, men er steget takket være fremsynede erhvervsledere, kreative kunstnere og dygtige glasarbejdere.

Hat og gratis øl

Anders Koskull og Georg Bogislaus Staël von Holstein modtog henholdsvis Kronoberg og Kalmar efter deres indsats i krigen for Karl den XII. De to berejste herrer så behovet for vinduesglas i det frosne Sverige, erhvervede rettighederne til landsbyen Dåvedshult og byggede en glasfabrik. Stedet fik navnet Kosta efter de første stavelser af efternavnene Koskull og Staël.

Den 26. juli 1742 blev ovnene tændt for første gang. Møllen producerede vindues- og brugsglas til et primært lokalt marked i Småland og Skåne. Glaspusterne kom fra Tyskland. For at overtale dem til at blive i Sverige blev de tilbudt privilegier – for eksempel fik de lov til at bære hat og eje en hund, rettigheder, som indtil nu havde været forbeholdt jordandelen. De havde også ret til gratis øl på arbejdet. De tyske mestre vogtede nøje deres faglige hemmeligheder, men mod slutningen af 1700-tallet fik nogle ukvalificerede svenske arbejdere ved et uheld lov til at deltage i glaspusteriet. Det blev grundlaget for et svensk professionelt korps af dygtige glaspustere.

Skoven reddede glasset

Med den industrielle revolution i 1800-tallet ændrede forholdene sig, mange nye glasværker blev startet og konkurrencen skærpet. Kosta stod på skråningen af ruinen. Redningen blev skoven, ved at sælge tømmer skaffede de kapital, som blev brugt til at modernisere møllen. I 1888 blev der åbnet en smalsporet jernbane, der tilsluttede sig jernbanenettet i Lessebo, det blev afgørende for Kostas' mulighed for at distribuere sine produkter. Ydre påvirkninger steg, og en voksende middelklasse ønskede serviceglas til deres middagsborde. Det gav plads til også at ansætte eksperter i slibning og gravering.

Valgt eksklusiv vej

Mod slutningen af det 19. århundrede blev talentfulde unge kunstnere hyret til at profilere Kosta. Selv her valgte Kosta vejen mod det mere eksklusive glas for at kunne adskille sig fra konkurrenterne i Europa. Nu var indenlandsk og international forretning blevet bygget op. Kosta Glasbruk var en moderne industri, hvor omkring halvdelen af produktionen blev eksporteret til Europa og USA, Asien og Sydamerika. Svensk glas oplevede en storhedstid. Møllen havde længe været de unge mænds domæne, men på dette tidspunkt begyndte en vis ligestilling at opstå, og fagforeningernes magt voksede. Glasfabrikken havde ofte en barsk personalepolitik og mange håndværkere sagde op efter konflikter om løn og arbejdsforhold. Virksomhedens holdning blev blødere med tiden, og da Anden Verdenskrig brød ud, var ånden skiftet til en mere konstruktiv dialog. En effekt af krigen var, at eksporten ophørte. Møllen overlevede ved at gå over til produktion af syltetøjsglas og lagerbeholdere til det svenske marked.

I løbet af 50'erne steg den globale købekraft, forbruget af både hverdags- og luksusprodukter steg. Designernes bidrag til glasindustrien blev vigtigere end nogensinde. Konkurrencen fra genopbyggede møller i udlandet skærpes, og et nyt materiale kom på verdensmarkedet – plastik. I løbet af 1960'erne kom udtrykket 'thrift-and-throw' til at illustrere den nye adfærd omkring forbrug; at købe billigt, smid det ud, når det er brugt op og køb nyt igen. Det fik store konsekvenser for glasindustrien. Produkter af høj kvalitet med lang levetid blev vurderet til produkter af lavere kvalitet.

Skøre 60'ere

Ideologisk og politisk uro herskede i 60'erne, da ungdommen gjorde oprør mod konventioner og normer. Så også i glasindustrien. Designere inden for den oprørske generation eksperimenterede med nye former inden for glasproduktion. Erik Rosén blev administrerende direktør for Kosta i 1964. Det betød en stor kunstnerisk forandring, Rosén udviste tålmodighed og gav sine designere et stort spillerum. En ny tradition, hvor kunstnerne slog sig ned i Glasriget, begyndte. Erik Höglund på Boda glasværk blev den centrale figur i en dynamisk og kreativ gruppe, med unge innovative kræfter som Bertil Vallien, Ann og Göran Wärff, Monica Backström og Ulrica Hydman-Vallien. I Boda blev alt, hvad der blev anset for "pænt", krænket.

I 1976 fusionerede Kosta og Boda og tilføjede farve og legende til den mere klassisk orienterede Kosta. Service og kunstglas fik international opmærksomhed og solgte godt i den varme yuppie-æra i 80'erne. I begyndelsen af 90'erne var der 16 glasværker i Glasriget, og årtiet kan betragtes som en anden storhedstid for svensk glas. Mod slutningen af 90'erne blev tiderne sværere, glas var ikke længere trendy. I 2005 kom koncernen New Wave Group med hovedejer og stifter Torsten Jansson ind som nye ejere. Få år senere udløste en global økonomisk krise, som også fik konsekvenser for Kosta, hvor en række personer måtte afskediges.

Fra vinduesglas til One Million Dollar Boat

Kosta er i dag gået ind på vejen mod fremtiden ved at være åben over for ydre impulser og lukke innovative designere ind, som igen bryder normerne. Bertil Vallien, Kjell Engman og Göran Wärff står nu for det etablerede. Deres arv er synlig i Kostas nye produkter, hvor unge designere som Sara Persson, Frida Fjellman og Hanna Hansdotter finder deres udtryk med rødder i design fra 70'erne.

Historien gentager sig selv, men på en ny måde og håndværksglas fortsætter med at udvikle sig. Kosta glasværk har en ubrudt tradition for manuel produktion siden 1742, og det lyser stadig i kabinen. Møllen har overlevet brande, strejker, verdenskrige, globale finanskriser og trusler om lukning. Tak til kreative kunstnere, dygtige håndværkere og ansvarlig virksomhedsledelse. Takket være en evne til at forny. Kosta Glasbruk er en levende svensk kulturarv.